Rejseforsikring til klatring i udlandet (2023)
Alt hvad du har brug for at vide om forsikringer til klatring og bjergbestigning i udlandet (opdateret i 2024).
Der er mange detaljer at være opmærksom på, hvis du gerne vil forsikres ordentligt, når du skal klatre eller bjergbestige i udlandet. I denne guide gennemgår vi samtlige forsikringsmuligheder for privatpersoner. Du kan læse om det blå sygesikringskort, ulykkesforsikringer, ansvarsforsikringer, rejseforsikringer og udenlandske forsikringer.
Vi har gennemlæst forsikringsbetingelserne for både de danske og udenlandske forsikringer og samlet de vigtigste oplysninger (også dem der står med småt) i denne guide. Til sidst i guiden kan du se en sammenligning af dine forskellige forsikringsmuligheder.
Dækninger
Du vælger selv hvor meget du ønsker at være forsikret når du skal på klatretur i udlandet. Du kan principielt rejse uden at være forsikret, men det er sjældent en god idé, især ikke når du skal klatre, eller foretage andre aktiviteter der er særligt risikobetonede. I dette afsnit kan du læse om de mest almindelige dækninger du kan få brug for på klatreferien.
Tilskadekomst
Statistisk set er sygdom og tilskadekomst de mest hyppige årsager til at folk får brug for deres forsikring, når de er ude at rejse. Når du foretager aktiviteter som klatring eller bjergbestigning, øger du tilmed risikoen for at komme til skade. Det er derfor en god idé at du som minimum er forsikret mod tilskadekomst, når du skal klatre i udlandet.
Det blå sygesikring dækker visse omkostninger når du kommer til skade i EU. I flere lande er der dog egenbetaling på både behandling og ambulancetransport. Det kan du læse mere om i afsnittet omkring det blå sygesikring.
Uden for EU er du ikke dækket af det offentlige sundhedsvæsen. Her er det ekstraordinært vigtigt du tegner din egen forsikring. Det kan eksempelvis være en rejseforsikring, eller en medlemsforsikring fra en alpinklub som Alpenverein. Du kan læse mere om begge disse forsikringer senere i guiden.
Hjemtransport
Dækningen hjemtransport omfatter forskellige scenarier. Eksempelvis hvis du kommer til skade i udlandet, bliver indlagt på hospitalet og derfor misser din planlagte hjemrejse. I det scenarie dækker forsikringen udgifter til en ny hjemrejse når du er rask.
Det kan også være de lokale læger og dit forsikringsselskab vurderer, at den bedste løsning er at transportere dig hjem til Danmark med ambulancefly eller lignende. Her vil forsikringen ligeledes dække alle omkostninger.
Det er vigtigt at huske på at det blå sygesikringskort aldrig dækker hjemtransport. Bemærk dog der gælder en særlig aftale om sygesikring og hjemtransport i de nordiske lande. Aftalen giver i visse tilfælde ret til at få dækket ekstraomkostninger til hjemtransport, hvis du kommer til skade i Norge, Sverige, Finland eller Island. Hjemtransporten skal være godkendt af en læge i det pågældende land.
Varige mén
Med en ulykkesforsikring kan du modtage erstatning, hvis du får varige mén efter en skade eller ulykke. Mange rejseforsikringer har ulykkesforsikring inkluderet, enten som standard eller via tilkøb. Du kan også købe ulykkesforsikringer separat hos de fleste danske forsikringsselskaber.
Læs mere i afsnittet om ulykkesforsikring.
Ansvar
Det er ikke kun din egen person der er relevant at forsikre, når du skal klatre i udlandet. Det er også en rigtig god idé at have en ansvarsforsikring. En ansvarsforsikring dækker hvis du er skyld i en skade på andre personer eller deres ting.
Læs mere i afsnittet om ansvarsforsikring.
Eftersøgning og redning
Dækker omkostninger til eftersøgning og redning, hvis du bliver meldt savnet hos de lokale myndigheder. Eftersøgningen skal være iværksat af de lokale eller danske myndigheder. Dit forsikringsselskab skal forhåndsgodkende eftersøgningen før de dækker eventuelle omkostninger.
Husk at fortæl dine pårørende hvor du planlægger at klatre/bjergbestige. Forsikringen dækker nemlig ikke hvis dine pårørende har startet en eftersøgning af dig, fordi de ikke ved hvor du befinder dig henne og ikke kan komme i kontakt med dig.
Generelle forbehold (det med småt)
Der er god grund til at vælge din forsikring med omhu, når du skal klatre i udlandet. Der er nemlig rigtigt mange forsikringsselskaber der har særlige forbehold i forbindelse med klatring og bjergbestigning.
Disse forbehold står sjældent beskrevet på deres hjemmesider. Du er nødt til at gennemlæse forsikringsbetingelserne for at finde dem. Og selv om du har gennemlæst betingelserne grundigt, kan der stadig være interne retningslinjer hos forsikringsselskabet, som ikke står beskrevet nogle steder.
Vi opfordrer derfor alle som planlægger at klatre i udlandet, til at tage personlig kontakt til deres forsikringsselskab. Beskriv hvilken form for klatring eller bjergbestigning du planlægger at foretage, hvor mange højdemeter du skal klatre i og så videre. Bed dem bekræfte om de dækker din beskrevne situation eller ej. Husk at få deres svar på skrift.
Nedenunder kan du se et resumé af de mest almindelige forbehold, som du finder i de danske og udenlandske forsikringsbetingelser.
Farlig sport
Rigtig mange forsikringsselskaber bruger begrebet farlig sport til at afgrænse hvilke aktiviteter deres forsikring som udgangspunkt ikke dækker. Der er ikke nogen fast definition af hvilke sportsgrene der går under betegnelsen farlig sport. Det definerer hvert forsikringsselskab selv.
Men hvis man gennemlæser forsikringsbetingelserne hos de forskellige selskaber, bliver det tydeligt at klatring og bjergbestigning er sportsgrene, som ofte ligger på grænsen af hvad der dækkes og ikke dækkes.
Nogle selskaber – som eksempelvis Gouda – dækker alle former for klatring og bjergbestigning, i alle højder.
Andre selskaber deler klatring op i forskellige kategorier. Her kan vægklatring eksempelvis være dækket mens klippeklatring ikke er. Der kan også være forskel på klatring og bjergbestigning. Men hvornår er der tale om bjergbestigning?
Bjergbestigning
Ligesom med farlig sport, og mange andre forsikringsbetingelser, er der ikke nogen fast definition af bjergbestigning. Det er hvert selskab der bestemmer hvad de definerer som klatring og bjergbestigning.
En hyppigt anvendt afgrænsning er dog højdemeter. Det kan eksempelvis være at klatring/bjergbestigning op til 6.000 højdemeter er dækket, mens alle former for klatring der foregår højere end det, ikke er dækket.
Der kan også være andre afgrænsninger. Det er derfor ekstremt vigtigt du sætter sig grundigt ind i forsikringsbetingelserne. Enten ved selv at læse betingelserne igennem eller ved at tage direkte kontakt til forsikringsselskabet.
Professionel sport
Denne guide er henvendt til privatpersoner der dyrker klatring eller bjergbestigning som personlig hobby. Du er ikke dækket hvis du dyrker klatring eller bjergbestigning professionelt. Det gælder både når du deltager i konkurrencer og når du træner.
Som reference kan vi nævne Goudas betingelser for hvornår man betragtes som professionel. Du betragtes som professionel sportsudøver hvis du i ét af de forgangne fem år, før forsikringsperioden, har haft en årsindtægt på minimum 100.000 kroner i vederlag, sponsorat eller præmie.
Er du i tvivl om du betragtes som professionel, så kontakt forsikringsselskabet og forklar dem din situation. Husk altid at få dokumentation på deres tilkendegivelser. Dyrker du klatring professionelt, skal du forsikres gennem en erhvervsforsikring.
Groft uagtsomme handlinger
Der er enkelte betingelser der går igen hos alle forsikringsselskaber. Dette er en af dem. Uanset om du tegner en ulykkesforsikring, ansvarsforsikring eller rejseforsikring, så er du ikke dækket hvis du opfører dig groft uagtsomt. At opføre sig groft uagtsomt indebærer blandt andet klatring i beruset tilstand eller klatring i terræn og sværhedsgrad der langt overstiger dine evner.
Det blå EU-sygesikringskort
Det blå EU-sygesikringskort giver dig ret til behandling fra de offentlige sundhedsvæsener i EU. Du har ret til samme behandling som landets egne borgere. I nogle lande skal du selv betale en del af behandlingen, hvis du bliver syg eller kommer til skade. Der kan også være egenbetaling på ambulance- og bjergredning.
Klik på flagene for at se præcis hvordan du er dækket af det blå EU-sygesikringskort i de respektive lande.
Ulykkesforsikring
En ulykkesforsikring yder erstatning hvis du får varige mén efter en skade eller ulykke. Det foregår som regel på den måde at dit behandlingsforløb skal være overstået. Herefter vil din méngrad blive udregnet og på baggrund af din méngrad får du udbetalt en erstatning.
En ulykkesforsikring er altså en forsikring der dækker efter din ulykke er overstået. Den dækker normalt ikke omkostninger i forbindelse med selve ulykken. Det vil sige omkostninger til ambulancetransport, lægebehandling, hospitalsindlæggelse, hjemtransport, eftersøgning og redning med mere.
Andre dækninger der dog kan være inkluderet i en ulykkesforsikring er omkostninger til fysioterapeut, kiropraktor eller akupunktør, i forbindelse med dit genoptræningsforløb.
Vær opmærksom på at ulykkesforsikringer kan have forbehold mod farlig sport, og at både klatring og bjergbestigning kan være nævnt som farlige sportsgrene i forsikringsbetingelserne. Nogle gange kan du tilkøbe ekstra dækning til din ulykkesforsikring, så også de farlige sportsgrene er dækket. Tag direkte kontakt til forsikringsselskabet hvis du er i tvivl om de dækker klatring og bjergbestigning.
Både Europæiske, Gouda og Dansk Rejseforsikring har ulykkesforsikring inkluderet i deres rejseforsikringer. Hos Gouda og Dansk Rejseforsikring er det inkluderet som standard. Du kan også købe din ulykkesforsikring separat hos et af de almindelige danske forsikringsselskaber.
Ansvarsforsikring
Hvis du kommer til at forvolde skade på andre personer eller deres ting, risikerer du at blive gjort erstatningsansvarlig. Det kan indebære at du skal betale erstatning til den person du har forvoldt skade mod. En ansvarsforsikring dækker det beløb du bliver tilkendt at betale.
Det er også meget almindeligt at ansvarsforsikringen inkluderer retshjælp. Retshjælp dækker omkostninger i forbindelse med retssagen omkring dit erstatningsansvar, eksempelvis advokastsalær.
Bemærk at mange ansvarsforsikringer ikke dækker skader forvoldt på familie eller rejseledsagere. Ved rejseledsagere forstås som regel personer der har købt samme rejse som dig og som er dækket af samme forsikring som dig.
Ansvarsforsikring er inkluderet som standard når du køber en rejseforsikring hos både Europæiske, Gouda og Dansk Rejseforsikring. Der er også flere indboforsikringer der har ansvarsforsikring inkluderet.
Rejseforsikring
En rejseforsikring er den mest komplette forsikring du kan købe til klatreferien. Rejseforsikringer inkluderer som regel både ansvarsforsikring og ulykkesforsikring, og dækker alt det som det blå sygesikringskort også dækker. Men rejseforsikringer skiller sig ud fra det blå sygesikring på flere væsentlige områder.
For det første, så dækker rejseforsikringer hjemtransport. For det andet, så dækker rejseforsikringer i nogle tilfælde behandling på privatklinikker- og hospitaler. Og hvor det blå sygesikring kun dækker i Europa, så kan du købe rejseforsikringer med dækning i hele verden.
Hvor mange dækninger der er inkluderet i din rejseforsikring afhænger af hvilket forsikringsselskab du vælger. Vores seneste test af de danske rejseforsikringsselskaber viste at Gouda havde flest dækninger. Nedenunder kan du se et udvalg af dækninger der som regel er inkluderet i en dansk rejseforsikring:
- Sygdom og tilskadekomst
- Hjemtransport
- Ansvarsforsikring
- Eftersøgning og redning
- Ulykkesforsikring
- Sygeledsagelse
- Tilkaldelse
- Personlige ejendele
- Feriekompensation
- Forsinket fremmøde
- Bagageforsinkelse
- Erstatningsbil inden afrejse
- Ferieboligsikring
Bemærk at ovenstående liste er vejledende. Der kan være forskel på hvordan du er dækket og hvor stort et beløb du er dækket for, alt efter hvilket rejseforsikringsselskab du vælger. Der kan også være andre dækninger inkluderet end dem nævnt ovenover.
Udenlandske forsikringer
I de ovenstående afsnit har vi gennemgået alle de danske forsikringsmuligheder, der er relevante i forbindelse med klatring og bjergbestigning i udlandet. Men der er også nogle udenlandske forsikringer der er værd at nævne.
Alpenverein Worldwide Insurance
Österreichischer Alpenverein er Østrigs største alpinklub. Du kan blive medlem af klubben, selvom du har bopæl i Danmark, dermed er du automatisk forsikret gennem Alpenvereins Worldwide Service.Denne forsikring inkluderer:
- Eftersøgning og redning
- Ambulancetransport og behandling
- Hjemtransport
- Ansvarsforsikring (kun i Europa)
- Retshjælp (kun i Europa)
Forsikringen dækker klatring og bjergbestigning op til 6.000 højdemeter. Hvis du planlægger at bestige bjerge højere end det, skal du købe deres premium dækning. Bemærk at Alpenverein ikke dækker hvis du dyrker klatring eller bjergbestigning professionelt.
Du betaler et årligt gebyr for at være medlem af Alpenverein. Prisen for et medlemskab i 2023 er:
- Voksen: 62 euro
- Barn (0-18 år): 26 euro
- Junior (19-27 år): 48 euro
- Senior (+65): 48 euro
- Partner til medlem: 48 euro
Læs mere på: alpenverein.at
Impact Multisports Insurance
Impact Multisports Insurance er en fransk forsikring til amatørsportsudøvere. Alle personer med bopæl i Europa kan tegne en forsikring hos Impact Multisports Insurance, dermed altså også danskere.Deres dækning inkluderer:
- Eftersøgning og redning
- Behandling
- Hjemtransport
- Tilkaldelse
- Hjemsendelse
- Retshjælp
Til forskel fra Alpenvereins forsikring, så er der ingen højdebegrænsninger for Impact Multisports forsikringer. De dækker klatring og bjergbestigning i alle højder. Priserne for Impact Multisports forsikringer i 2023:
- Årsrejseforsikring Europa: 75 euro
- Årsrejseforsikring hele verden: 102 euro
- Familierejseforsikring Europa: 175 euro
- Familierejseforsikring hele verden: 215 euro
- Dagsforsikring i Frankrig, Schweiz, Italien og Spanien: 3,95 euro per dag
- Dagsforsikring resten af Europa: 4,85 euro per dag
Læs mere på: assurance-multi-sports.com
Sammenligning
I dette afsnit kigger vi nærmere på de enkelte dækninger og sammenligner forsikringssummerne hos de forskellige forsikringsselskaber. Forsikringssummen er det maksimale beløb som forsikringsselskabet har pligt til at udbetale, når du anmelder en skade hos dem.
Europæiske ERV
Behandling ved tilskadekomst: Rimelige og nødvendige udgifter
Eftersøgning og redning: 100.000 kr. pr. forsikrede pr. skade eller op til 300.000 kroner pr. skadebegivenhed
Hjemtransport: Rimelig og nødvendige udgifter
Ansvarsforsikring: 10.000.000 kr. for både person- og tingskade
Retshjælp: 100.000 kr.
Ulykkesforsikring: 500.000 kr. (skal tilvælges)
Website: www.europaeiske.dk
Gouda
Behandling ved tilskadekomst: 1.000.000 kr. (standard) / Ubegrænset (super)
Eftersøgning og redning: 75.000 kr. (standard) / 100.000 kr. (super)
Hjemtransport: Ubegrænset
Ansvarsforsikring: Personskade: 5.000.000 kr. (standard) / 10.000.000 kr. (super)
Retshjælp: 75.000 kr. (standard) / 100.000 kr. (super).
Ulykkesforsikring: 125.000 kr. (standard) / 200.000 kr. (super)
Website: www.gouda.dk
Alpenverein
Behandling ved tilskadekomst: 10.000 euro
Eftersøgning og redning: 25.000 euro
Hjemtransport: Ubegrænset
Ansvarsforsikring: 3.000.000 euro (dækker kun i Europa)
Retshjælp: 35.000 euro (dækker kun i Europa)
Ulykkesforsikring: Ikke dækket
Website: www.alpenverein.at
Impact Multisports Insurance
Behandling ved tilskadekomst: 20.000 euro
Eftersøgning og redning: 30.000 euro
Hjemtransport: Ubegrænset
Ansvarsforsikring: Ikke dækket
Retshjælp: 15.000 euro i kaution og 3.500 euro i advokatomkostninger
Ulykkesforsikring: 5.000 euro
Website: www.assurance-multi-sports.com
Det blå EU-sygesikringskort
Behandling ved tilskadekomst: Ubegrænset, men delvis egenbetaling varierer fra land til land
Eftersøgning og redning: Varierer fra land til land
Hjemtransport: Ikke dækket
Ansvarsforsikring: Ikke dækket
Retshjælp: Ikke dækket
Ulykkesforsikring: Ikke dækket
Hvilken forsikring skal du vælge?
Der er ikke én forsikring, der skiller sig ud fra de andre som værende bedst på alle parametre. Alle forsikringer har deres fordele og ulemper. Det blå sygesikring er gratis. Det er en stor fordel. Men det dækker kun i Europa og ikke hjemtransport. Det er en ulempe.
De danske rejseforsikringer har mange gode dækninger, men det er ikke sikkert du har brug for alle de dækninger de tilbyder. Det kan sagtens være du kan nøjes med mindre. Det afhænger fuldstændig af dine behov.
Har du kun planer om at klatre i Europa, så kan kombinationen af det blå sygesikring og et medlemskab i Alpenverein være en særdeles god løsning. Så er du både godt dækket ind i forhold til eftersøgning og redning, lægebehandling, ansvarsforsikring og hjemtransport.
Hvis du ønsker mere dækning end det, eller hvis du planlægger at klatre uden for Europa, så bør du overveje at tegne en dansk rejseforsikring.
Det kan også være du har nogle forsikringer i forvejen. Tjek om din indboforsikring inkluderer ansvarsforsikring. Hvis den gør det, så kan Impact Multisports forsikring være en god løsning. Den har masser af gode dækninger, men mangler lige præcis ansvarsforsikring.
Uanset hvilken forsikring du vælger, så husk at sæt dig god ind i forsikringsbetingelserne. Det er i sidste ende de betingelser der afgør om du er forsikret eller ej. Er du i tvivl, så kontakt forsikringsselskabet og bed dem uddybe hvordan de dækker de aktiviteter du planlægger at foretage. God klatretur!