Den ultimative guide til rejseforsikring efter Brexit
Det længe ventede Brexit trådte i kraft den 1. februar 2020. Se her, hvordan det påvirker din rejseforsikring.
I juni 2016 stemte briterne for at forlade EU. Den proces viste sig dog at være længe undervejs, men nu er Brexit langt om længe en realitet. Den 31. januar 2020 forlod Storbritannien officielt EU. Per 1. februar 2020 er Storbritannien dermed ikke længere en del af EU. Det har betydning for flere ting, herunder for eksempel pålægning af told og moms til varer, der importeres fra Storbritannien til det øvrige EU – og så har det naturligvis betydning for rejser fra Danmark til Storbritannien.
I denne guide, kan du læse mere om, hvad Brexit har af betydning for din rejseforsikring, når du skal rejse til Storbritannien.
Quicklinks
- Rejser i 2020 (overgangsperioden)
- Rejser fra 1. januar 2021
- Rejseforsikring til Verden eller Europa?
- Det blå sygesikringskort efter Brexit
- Derfor er en rejseforsikring vigtig efter Brexit
Hvilke lande gælder Brexit?
Storbritannien udgøres af England, Skotland, Wales og Nordirland. Alt information i denne guide, gælder altså rejser til disse fire lande som er en del af Storbritannien, ofte nævnt på engelsk som United Kingdom eller blot UK.
Rejser i 2020 (overgangsperioden)
Selvom udtrædelsen af EU officielt skete den 1. februar 2020, er der i første omgang tale om en overgangsperiode frem til den 31. december 2020, hvor langt de fleste europæiske love er gældende for Storbritannien; præcis som det plejer at være. Som udgangspunkt dækker din rejseforsikring dermed Storbritannien på samme vilkår som normalt. Det skyldes, at der er aftalt en 11 måneder lang overgangsperiode fra medlem af EU til ikke-medlem.
Den lange overgangsperiode er en mulighed for tid til forhandlinger mellem Storbritannien og EU for at finde frem til både Storbritanniens og EU’s øvrige borgeres rettigheder efterfølgende. Der er derfor rigtig mange løse ender i forbindelse med Brexit, der endnu ikke er forhandlet på plads, men som bliver offentliggjort i løbet af 2020, efterhånden som forhandlingerne færdiggøres.
Som udgangspunkt er overgangsperioden fuldstændig, som du kender den, i forhold til både rejser til Storbritannien og køb af varer derfra. Når du rejser ind i Storbritannien i år, skal du ikke medbringe øvrige rejsedokumenter, hvis du indrejser fra EU, EØS eller Schweiz. I overgangsperioden vil du heller ikke få brug for visum. Til gengæld skal du medbringe et gyldigt pas, som hvis du rejste til et hvilket som helst EU-land. Her er dog gældende, at passet skal være gyldigt i minimum 6 måneder ud over opholdets varighed.
Rejser fra 1. januar 2021
Hvad, der helt præcist kommer til at ske i forhold til indrejser i Storbritannien efter 2021, er endnu ikke sikkert. Det afhænger af de igangværende forhandlinger mellem Storbritannien og EU. Ifølge landets eget udenrigsministerium er der blandt andet mulighed, for at Storbritannien ikke længere vil tillade nationalt ID fra EØS og Schweiz, men det vil der blive meldt mere ud omkring senere på året.
Hvordan rejseforsikringsselskaberne forholder sig til Brexit efter overgangsperioden er lidt forskelligt. Europæiske Rejseforsikring har blandt andet meldt ud, at deres rejseforsikringer som udgangspunkt gælder rejser til Storbritannien på samme vilkår som normalt. Her sker der altså ikke ændringer i dine eksisterende eller nye rejseforsikringer til Storbritannien til trods for Brexit.
De fleste øvrige rejseforsikringsselskaber melder det samme ud – du skal dog være opmærksom på, at der kan være undtagelser. Derfor er det vigtigt, at du undersøger, om dit rejseforsikringsselskab udvider deres dækning med Storbritannien fra 2021, særligt hvis der er tale om en rejseforsikring, der kun dækker i Europa.
Rejseforsikring til Verden eller Europa?
For langt de fleste rejseforsikringsselskabers vedkommende bliver der ikke ændringer i deres vilkår for rejser til og i dækning i Storbritannien efter Brexit. De fleste rejseforsikringsselskaber opererer nemlig med geografi frem for medlemskab af EU.
Det betyder, at dækningen på din rejseforsikring enten vil gælde Europa eller Verden. Selvom Storbritannien har meldt sig ud af EU, er de stadig geografisk set en del af Europa, og derfor vil din rejseforsikring som udgangspunkt dække fuldstændig som normalt, uanset hvilken type rejseforsikring du har.
Hvis der i vilkårene for din rejseforsikring for Europa står, at den udelukkende dækker EU-lande (og eventuelt EØS og Schweiz), skal der enten være et tillæg hertil, hvor Storbritannien er nævnt, eller en betingelse, der siger, at tidligere EU-lande dækkes på samme vilkår som EU-lande. Står der ikke det, bør du kontakte dit rejseforsikringsselskab for at være på den sikre side.
Det blå sygesikringskort efter Brexit
Det blå sygesikringskort dækker EU – og det dækker fortsat Storbritannien i overgangsperioden frem til 31. december 2020. Herefter har det blå sygesikringskort ingen dækning i Storbritannien, og du skal derfor købe en privat rejseforsikring for at være dækket ved sygdom og ulykke; lige som hvis du rejser til øvrige lande uden for EU.
Det blå sygesikringskort dækker i overgangsperioden kun på samme vilkår som den offentlige sygesikring (sådan har det altid været). Det blå sygesikringskort dækker derfor ikke bagage, hjemtransport, personlige ejendele, og så videre. Det kræver allerede nu en privat rejseforsikring.
Derfor er en rejseforsikring vigtig efter Brexit
Netop fordi det blå sygesikringskort mister sin værdi efter Brexit (efter overgangsperioden), vil det være ekstra vigtigt med en rejseforsikring, når du rejser til Storbritannien.
Tidligere har mange valgt at rejse til Storbritannien uden en rejseforsikring. Dels fordi det blå sygesikringskort har dækket ved sygdom og ulykke, og dels fordi flybilletterne tilbage til Danmark har været billige. Risikoen ved at rejse til Storbritannien uden en rejseforsikring har derfor ikke været særlig stor sammenlignet med mange andre destinationer i og uden for EU.
Men fra den 1. januar 2021 dækker det blå sygesikringskort ikke længere ophold i Storbritannien, og derfor bliver det ekstra vigtigt, at du køber en privat rejseforsikring, når du skal rejse dertil. Uden en privat rejseforsikring står du nemlig selv med samtlige udgifter til blandt andet lægebesøg, hospitalsindlæggelse og medicin, hvis du bliver syg eller kommer til skade på din rejse, hvilket hurtigt kan blive en meget bekostelig affære.
De færreste ønsker at tage ud at rejse for at komme hjem med en stor gæld. Og det er desværre risikoen ved fortsat at rejse til Storbritannien uden en rejseforsikring. Det anbefales derfor på det kraftigste at tegne en enkeltrejseforsikring til Storbritannien, når du skal rejse derover, medmindre du i forvejen har en årsrejseforsikring, der dækker dit ophold.
Læs mere om Brexit
Brexit-information fra Udenrigsministeriet
Styrelsen for Patientsikkerhed: Overgangsordning om sygesikring
wikipedia.org/Brexit