Rejsevejledning Sverige

Rejsevejledning Sverige

Guide: Sådan rejser du sikkert rundt i Sverige. Alt hvad du skal vide, før du rejser til Sverige i 2024.

Guide: Sådan rejser du sikkert rundt i Sverige. Alt hvad du skal vide, før du rejser til Sverige i 2024.

Kan danske turister rejse ind i Sverige?

Ja, alle coronarestriktioner er ophævet.

Udenrigsministeriets rejsevejledning

Rejsevejledningen til Sverige er grøn. Det betyder at Udenrigsministeriet anbefaler dig at være opmærksom og bruge din sunde fornuft, som du ville gøre i Danmark.

Opdateret: den 11. september 2023. Kilde: Danmarks Ambassade i Sverige.

Guide til indrejse i Sverige

Kriminalitet og sikkerhed

Selvom den generelle risiko for kriminalitet ved ophold i Sverige er relativt lav, er der alligevel visse forhold, du bør være opmærksom på.

Kriminalitetsniveauet er generelt højere i Skåne end i de øvrige regioner.

Bandekriminaliteten er øget over de seneste år, hvilket har betydet et højere antal af skudepisoder og skudofre. Skyderierne har fortrinsvis fundet sted i Malmö, Göteborg og Stockholm.

Som i alle øvrige lande – og i særdeleshed i hovedstæder og storbyer – bør du være opmærksom på taske- og lommetyveri. Hold dine ejendele tæt til kroppen og vær ekstra opmærksom i meget befolkede områder som offentlig transport og gågader. Undgå at have for mange kontanter og værdigenstande på dig, og efterlad aldrig dine ejendele uden opsyn.

Mere generelle rejseanbefalinger som at undgå offentlige netværk for at mindske risikoen for hacking, at holde afstand til demonstrationer og politiske opløb, samt selv at købe og efterfølgende holde opsyn med mad og drikkevarer – særligt i nattelivet – er også gældende for Sverige.

Terrorrisiko

Som i mange øvrige europæiske lande vurderes risikoen for terror ”middel” i Sverige af det danske Udenrigsministerium. Det skyldes dels den generelle risiko for terror i hele Europa, men også terrorangrebet i Drottninggatan i Stockholm i 2017, hvor 5 mennesker mistede livet.

Alle europæiske lande kan i princippet blive offer for terror; særligt områder med mange mennesker (og turister) som for eksempel gågader, storcentre, hoteller, restauranter, koncertsteder, med videre er udsatte.

Naturkatastrofer

Risikoen for naturkatastrofer i Sverige er generelt lav. Der er der dog en mindre risiko, der afhænger af område og årstid:

  • I skovområder er der risiko for skovbrande i sommermånederne.
  • I bjergområder er der generelt risiko for stenskred. I vintermånederne er der risiko for laviner.

Hvis du skal rejse til skovområder i sommermånederne eller bjergområder i vintermånederne, bør du holde dig orienteret om den aktuelle situation hos lokale myndigheder og medier; både før og under din rejse.

Sundhed

Overordnet set er læge- og hospitalstandarder i Sverige høje. Ad flere omgang er sundhedssystemet i Sverige endda vurderet som værende bedre end i Danmark. Vær dog opmærksom på, at der er delvis egenbetaling på lægebehandling i Sverige.

Lokal opførsel og skikke

Sverige minder på mange områder om Danmark; selv sproget er til at forstå, og som dansker kan du ofte både forstå, hvad der siges på svensk (afhængigt af området), og gøre dig forståelig på dansk i Sverige.

Noget særligt ved svenskerne er deres forhold til traditioner, som gerne planlægges måneder ud i fremtiden, og som der virkelig værnes om. Både nationalt bagværk og nationale madretter har deres egen dag, og lyset fejres også ad flere omgange.

Retssystemet

På mange måder minder det svenske retssystem om det danske. Vær opmærksom på, at hvis du bliver dømt i en sag, må du ikke nødvendigvis forlade landet, før der er afsagt dom.

Al besiddelse af narkotika er forbudt og medfører høje straffe. Vær opmærksom på, at det ikke er alle steder i Sverige, at det er tilladt at indtage alkohol på offentlige steder.

Sådan dækker det blå EU-sygesikringskort

Med det blå sygesikringskort er du dækket af den offentlige sygesikring på lige fod med indbyggerne i landet.

I Sverige er man som indbygger dækket af den offentlige sygesikring med delvis egenbetaling. Det betyder, at staten betaler for størstedelen af behandlingen, men at der desuden er en mindre egenbetaling, når det kommer til lægekonsultationer, hospitalsindlæggelse, medicin og tandlægekonsultationer. Priserne er på visse behandlinger faste, mens det på blandt andet tandlægebehandlinger udregnes som en procentdel. Der er dog et loft på egenbetalingen.

Med det blå sygesikringskort er du som dansker (og EU-borger generelt) dækket på samme vis som en forsikret svensker. Det betyder, at der vil være en egenbetaling forbundet med lægekonsultationer og behandling på hospitaler. For at undgå denne egenbetaling, skal du købe en rejseforsikring, inden du tager til Sverige. Læs mere om rejseforsikringer til Sverige længere nede ad siden.

Rejseforsikring til Sverige

Selvom Sverige geografisk set er meget tæt på Danmark, er sundhedssystemet og finansieringen heraf skruet anderledes sammen. Det koster for eksempel omkring 200 kr. at konsultere en læge, og der er også egenbetaling på hospitalsindlæggelser, behandling, medicin og tandlægehjælp.

Med en privat rejseforsikring slipper du for at bekymre dig om en egenbetaling, uanset om du bliver syg med halsbetændelse, eller om du skal indlægges som følge af mere alvorlig sygdom eller ulykke.

En rejseforsikring til Sverige er anbefalelsesværdig af mange andre årsager. Du får blandt andet mulighed for at få dækket udgifter til hjemtransport, hvis din indlæggelse eller din sygdom kræver, at du rejser tidligere eller senere hjem, ligesom du kan få dækket det ekstra ophold i forbindelse hermed eller få erstatning for spildte feriedage.

Udover udgifter, der relaterer sig til sygdom og ulykke, kan du med en rejseforsikring også få dækket øvrige uforudsete udgifter i forbindelse med din rejse. Det kan for eksempel være bortkommet eller stjålet bagage, tyveri af personlige ejendele, selvrisiko på leje af bil eller øvrige motorkøretøjer, retshjælp, afbestillingsforsikring og en lang række øvrige dækninger, som du kan tilpasse til netop din rejse.

Vær opmærksom på, at de forskellige rejseforsikringer kan have forskellige dækninger. Ovenstående er kun eksempler på dækninger, som du muligvis kan vælge imellem.

Nødvendige vacciner

Ved rejser til Sverige, anbefales følgende vacciner, uanset opholdets varighed:

  • Stivkrampe
  • Difteri

Vaccinerne anbefales som minimum i alle europæiske lande. De indgår blandt andet i børnevaccinationsprogrammet. Spørg din læge, hvis du er i tvivl, om du stadig er dækket.

Ved ophold i lokale skov- og trekkingområder, kan det være nødvendigt med en TBE-vaccine (Tick-borne encephalitis /Centraleuropæisk hjernebetændelse). Om, du behøver vaccinen, afhænger af det specifikke område og opholdets varighed. Spørg din læge ved tvivl.

Du kan læse mere om rejsevaccinationer til Sverige her:
rejse.ssi.dk/rejsevaccinationslande/sverige